Fredag aften efter maden

Han forstod næsten ikke hvad han lige havde sagt, lige ind i de øjne han forelskede sig i dengang. Nu knækkede hendes. "Er det virkelig sådan du har det?" Spurgte hun med håb i tonefaldet. "Det er ikke at jeg har det sådan, men jeg har det ikke sådan som jeg gerne ville have det. Forstår du?" Og nej, det gjorde hun ikke, faktisk forstod hun det så lidt at kastede det stel de have købt, da de skulle holde deres første middagsselskab, lige ind i væggen. Han nåede næsten ikke at reagere før hun var gået ud af døren.

Weekender er altid rare at have.

Himmelen var frisk blå, næsten nyfødt. Og her stod heltinden så på hjørnet af Trøjborgvej og Aldersrovej. Fedt kvarter. Hun tænkte på hvem hun mon skulle vrikke sine hofter for, for at få en lækker 2 værelses, med nyt køkken og autentisk slidte gulve. Med udsigt over skoven og havet. Men hun kunne ikke finde på at knalde sig til noget, måske. Det skulle i hvert fald ikke være ligesom dengang hvor hun tabte sig ti kilo for sin snotdumme ekskæreste. Og det var jo også hans skyld at hun nu stod og drømte sig til bedre boliger. Hendes eget hjem var alt for befængt med latterlige småting som han jo havde købt af en god mening. Men helt ærligt, hvem falder for en mand der køber nips? Det var egentlig ikke meningen hun bare skulle stå her og mindes, hun skulle besøge Karsten og Sophie. De var bare så fandens dygtige til at være lykkelige sammen. Og hun var rigtig dårlig til at tage derned, og hun fyldte sig selv med dårlig samvittighed over at hade så dejlige mennesker. Karsten og Sophie boede et stenkast fra universitetsparken, så gåturen var egentlig ikke så lang, bare lidt uoverkommelig når man savnede sådan en idiot som hun gjorde. Ironisk nok havde hun lige lært hvordan man binder sig selv fast for alvor, da han lige havde lært reglen om at det ikke absolut skal gengældes. Men det var ikke et problem for Karsten og Sophie. De havde nu været sammen i næsten seks år. Deres lejlighed var proppet til med billeder fra alle deres rejser sammen. De var minsandten rigtig gode til at være kærester.

Da hun stod ude foran deres hoveddør kunne hun mærke en vis trang til at kaste en bakke æg på døren, i stedet for bare at banke på. Blot så de ikke troede at alle kunne lide dem, for det kunne de. Men døren blev åbnet med et "hej mus, godt at se dig. Kom endelig indenfor." 
Og det var altid en dejlig velkomst hos Karsten og Sophie. De sad alle tre i den fantastiske nyindkøbte sofa.
"Er den ikke pragtfuld? Vi fandt den i Illums Bolighus, og du kender os to, vi er altid enige, så vi faldt begge pladask med det samme!" 
Sophie forventede en stor entusiasme fra heltinden, men hun havde travlt med at tænke på hvorvidt det var en god idé at tabe sin fairtrade kaffe ud over dette vidunder af en sofa. 
"Men mus, vi har jo egentlig inviteret dig, fordi vi er en smule bekymrede." 
Og hvad havde de egentlig at være bekymret for? Og hvorfor skulle de altid være dem der viste den slags overskud? Siden hun og Troels var gået fra hinanden havde hun jo haft det fint. På intet tidspunkt havde hun siddet uden mod. Godt nok var der ind i mellem et afbræk af savn, men måske var det bare på samme måde som når man savner weekenden på en mandag. Weekender er altid rare at have. "Det er jo kun noget vi siger fordi vi vil dig det bedste." Hun kiggede over på Karsten som bare sad og så tilfreds og irriterende forstående ud. "Hvordan har du haft det siden du ved, det med Troels?" 
Det med Troels? Dét med Troels?! 
"Fint." 
Og det var også helt fint at Troels sådan synes at nu gad han det ikke mere. Helt fint var det at han var stære blind for hvor meget hun egentlig elskede ham. 
"Har du ikke hørt han er sammen med Isabella?" 
Og nej det havde hun sgu da ikke hørt. Super. Hun tog en sidste slurk af Karstens og Sophies perfekte kaffe og rejste sig for at gå hjem. Idiot, både Troels og Sophie. Ikke så meget Karsten, kun en smule. Han skulle altid være en slags moralsk opbakning for Sophies store lyst til intriger.

Det var sent, og hun var løbet tør for kontanter nede på Kurts Mor. Hun var der egentlig alene men det føltes ikke sådan. Der var altid en eller anden man kunne snakke med her, og ingen af dem kendte Troels, eller hende for den sags skyld. Hun havde her til aften erfaret at man kunne snakke om hvad som helst hvis bare man gav et lyt tilbage. Det var sådan hendes aften havde forløbet, og sådan den ene øl var røget ned straks efter den anden. Og med øllene forsvandt forventningerne og idéen om den gode weekend. Hvis Troels så hvor mange øl hun havde drukket, og hvor mange hun fortsat havde tænkt sig at drikke, ville han blot pointere hvor flot et vægttab hun havde gjort sig. Og hvem gider høre på det, når han nu kunne se efter hvor mange stykker chokolade Isabella spiste. Det måtte de to ærlig talt selv ligge og rode med. Efter øl nummer femten kunne hun i sin brandert godt ringe til Troels, uden at stå til ansvar for det i morgen. For han vidste, om nogen, at hun altid gjorde dumme ting efter øl nummer femten. Men i stedet rejste hun sig for at vandre til sit nipsbefængte hjem.

På vejen hjem så hun alle slags åndsforladte romancer. Tænk sig at de alle stod her midt i Aarhus, og forventede at noget kunne ske i mellem nogen. De havde tydeligvis aldrig før mødt Troels. Folk fra byen holder aldrig til mere end en cheeseburgermenu fra McDonalds, eller to år og et massivt vægttab. Men hun var nu sikker på at de nok skulle lære det, før eller siden. Ligesom hende.
Hun stod neden for Karstens og Sophies vindue. Hun havde egentlig tænkt sig at ringe på døren, men idet hun så to utilfredse skikkelser, den ene mere voldsom med armene end den anden, tænkte hun at hvis de to, Karsten og Sophie, heller ikke kunne sammen, så kunne det umuligt være enkelt. Og på den måde gik hun nu med et smil på læben for første gang siden Troels. Det var jo kun Torsdag, i morgen blev det weekend.

Tomme blikke på beton

Og der stod hun så igen ved kanten af metroen på Nørreport station. Her hvor folk havde mest travlt, når hun ikke havde andet end tid. Det var så ærgerligt tænkte hun. De tog aldrig en stund ud af kalenderen, til at se hvad de i virkeligheden gik glip af.

Væggene var endnu fyldt med reklamer, tåbelige reklamer. Reklamer om hudopstramning og anti-rynkecreme. Ikke nok med at ingen havde tid til at stå stille, alle havde også så travlt med tiden, at de nu også ville skrue den tilbage. Hun tænkte om hun var den eneste, her der bare lod tiden flyde?

Videre ned ad rulletrappen, og her stod hun pænt ligesom alle de andre i højre side, så dem der absolut ikke kunne komme for sent til et tog med afgang hver andet minut, kunne komme forbi og skynde sig lidt ekstra. Nu blev det først spændende. Nu havde ingen længere en reklame, eller husforbi-sælger de kunne kigge på. Nu havde alle kun de grå betonvægge og hinanden, noget der i den grad var angstfremkaldende. Ingen lagde nødvendigvis mærke til det, de tog deres mobiler op ad lommerne og forholdte sig til de små billeder. Men hun så det, deres undgåelsesadfærd, og hun bemærkede at de jo aldrig så noget rigtigt. De så ikke en gang hvordan lyset for oven ramte den grå betonvæg og gav den nuancer. Stakkels dem at de aldrig så hverdagens farver.

Helt nede var hun nu, helt nede hvor hensyn for længst var forsvundet. Her havde ingen længere tid til at tænke på hinanden. Alle havde lige meget ret til at komme ind i metroen, og hun kom også med. Blot kun fordi hun lod sig sive ind på toppen af strømmen. De opførte sig alle som maskiner. Hun så kun de determinerede adfærdsmekanismer. Alle kiggede ud af vinduet for at undgå at kigge på hinanden. De stirrede med deres tomme blikke på beton, og intet så de. De havde alle muligheder, og stadig intet så de.

Og det var i det sekund at hun så det. Et glimt fra vinduet. Hun gik et skridt nærmere, i det hun så det igen, denne gang fra væggen bag. Hun gik helt tæt på og glimtet blev ligeledes mere hyppigt. Som hun og vinduet intet mellemrum havde, åbnede væggen sig. Tænk at der fandtes noget så skønt midt i Københavns myldretid. Der bag blokke af beton gemte der sig et land.

Det mindede hende om alt det alle betegner som smukt. Solen var så småt ved at falde under havet. Hun stirrede intenst og så det violette skær folde sig ned over stranden, ned over kysten. Hun så roen, hørte bølgerne. Der var ingen strandpromenader eller restauranter. Der udgav alt sig for at være præcis hvad det var.

Sandet var blødt, uskyldigt. Luften smagte af dessert. Tydeligt var det, at intet element havde travlt med at være andre steder end her. Hun tænkte at de måske også satte pris på et enkelt øjeblik. Hun stod stille i dagevis, og tog det hele ind under huden. Hun fik det hele serveret. Hun så livet, siddende i palmer som fugle. Hun mærkede jordens kærtegn under hendes fødder. Trygheden var af fysisk kaliber her, hun kunne blive der for evigt.

Hun så pludselig, hvordan solen stille blev orange, og hvordan alt gik fra lilla til blåt. Men da det blev sort, og havet og horisonten smeltede, ville hun have det tilbage. Hun ville skrue tiden tilbage.

Ude af metroen tilbage på Nørreport station, tilbage i et univers af dissonans. Når alle kiggede på deres ure, kunne hun nu smile. Og mens hun stod og så metroen og væggene bag, så ingen at hun var lykkelig. Alle så hende bare sidde, men ingen havde taget tiden til at høre, at rytmens sidste puls for længst var slået.